Hvor lægges betoningen i de latinske ord?

Mens udtalen af lægelatin er relativt simpel, kan betoningen volde kvaler. Følgende generelle regler (som har en del undtagelser) gælder om betoningen på latin; i bogen er den trykstærke vokal markeret med vandret streg (trykstreg) og angiver således den betonede stavelse (a¯, e¯, ı¯ osv.).

  Énstavelsesord giver selvfølgelig ikke problemer.
  Betoningen ligger aldrig på sidste stavelse på latin.
  Derfor: tostavelsesord har altid betoningen på første stavelse.
  ca¯-put (hoved), udtales ka¯-put med lang ta, og ikke ka-pu¯t;
  ca¯n-cer (kræft), ve¯-na (vene), ne¯r-vus (nerve), pı¯-lus (hår), co¯-lon (tyktarm), su¯l-cus (fure) er eksempler på tostavelsesord med tryk på første stavelse.
  Der er derfor ikke sat trykstreger i tostavelsesord.

  Bemærk: ved »fordanskninger« af latinske betegnelser stryger man ofte de latinske bøjningsendelser, bl.a.:
  -a slettes fx fra det latinske carcino¯ma (kræft), som bliver fordansket til karcino¯m; (lat.) anaemı¯a (blodmangel) bliver til det danske anæmı¯;
  -is slettes fx fra det latinske arthrı¯tis (ledbetændelse), som fordanskes til artrı¯t;
  -um slettes fx fra det latinske delı¯rium, som for danskes til delı¯r;
  Der er talrige andre eksempler. I fordanskninger kan trykket altså sagtens ligge på sidste stavelse, men det skyldes blot, at man har smidt de latinske endelser væk.
   
  I tre- eller flerstavelsesord ligger betoningen altid på enten andensidste eller tredjesidste stavelse.
  Betoningen ligger på andensidste stavelse, hvis denne er lang; eksempelvis ce-re-be¯l-lum (lillehjernen), udt. serebe¯llum; frac-tu¯-ra (brud), udt. fraktu¯ra.
  Ellers ligger betoningen på tredjesidste stavelse, således dı¯-gi-tus (finger); ce¯-re-brum, (storhjernen), udt. se¯rebrum; an-ti-bi-o¯-ti-cum; chro¯-ni-cum (kro-nisk), udt. kro¯nikum.

Det ligger uden for denne bogs rammer at give regler for, hvornår en stavelse er lang, og hvornår den ikke er det. Desuden betones ordene ofte forkert i forhold til reglerne. Derfor er vokalerne i de betonede stavelser i flerstavelsesord markeret med en vandret streg i flere af opslagsordene, a¯, e¯, ı¯ osv.

Bøjningsendelser kan foranledige, at trykket flyttes i forhold til nævnefaldet.
I fx articula¯tio, (ledforbindelse), i genetiv er trykket således: articulatio¯nis; divı¯sio (inddeling), i genetiv divisio¯nis.

Betoningen i ord sammensat af hinanden uafhængige substantiver kan man vanskeligt udtale sig generelt om. De kan have et hovedtryk og flere bitryk andre steder i ordet, sædvanligvis i hver enkelt af del-substantiverne (fx m. ste¯rno-cle¯ı¯do-mastoide¯us med hovedtrykket på sidste led i ordet). I ordsammensætninger er kun hovedtrykkets placering angivet.

—(trykstreg) over en voka¯l (a¯, e¯, ı¯, o¯ etc.) i opslagsordet betyder, at voka¯len er trykstærk (beto¯net), og at trykket (betoningen) i ordet altså ligger på denne sta¯velse.

Latinske tostavelsesord har ingen trykstreg, da de altid har tryk på første stavelse; (der henvises til det indledende afsnit om udtalen af lægelatinske ord). Kun ved undtagelser herfra er trykket i tostavelsesord angivet.

Trykket i en række af ens opslagsord under hinanden er kun anført første gang, man møder ordet.